For Esmir er savnet til sin bror det sværeste. De plejede at være i kontakt med hinanden, hver eneste dag, men nu kan han kun snakke med ham en time om ugen. ”Jeg kan gå i flere dage uden at vide, om han har det godt, om der er sket ham noget eller om han i sidste ende er i live.”
Af Mehmet Ali Avci
Natten til den 4. april modtager Esmir Garanovic på 21 år et opkald, som ender med at ændre hans liv. Esmirs bror er blevet anholdt, fortæller en af brorens venner, den nat i telefonen.
På daværende tidspunkt ved Esmir ikke, hvad der kommer til at ske. Han går på arbejde dagen efter, nervøs for hvad der skal ske med hans bror, og bange for hvordan det ville påvirke hans familie.
Esmir får en besked fra sin mor, som fortæller at han må tage fri fra arbejde, og at han skal komme hjem med det samme.
Inde i lejligheden, hvor Esmir og hans bror er vokset op sammen, står to civilklædte betjente med Esmirs bror i håndjern. En time senere, skal han til grundlovsforhør.
”Jeg fik at vide, at han skulle sidde i varetægtsfængsling i 4 uger, og at det skulle vurderes, om der var behov for fristforlængelse efterfølgende. Siden da er hans varetægtsfængsling blevet fristforlænget konstant”
Efter forhøret, står Esmir og brorens kæreste klar til at sige farvel. Grædende omfavner de ham, mens han fortæller Esmir, at han skal være stærk, og passe på familien, og at han snart kommer ud igen. Det er i dag 9 måneder siden.
”Det sværeste for mig var, da jeg skulle sige det til mine forældre. Min mor frygtede, at han ikke ville komme hjem igen, og nu var det mig, der skulle fortælle hende det. Jeg prøvede at berolige og forsikre dem om, at det nok skulle gå, men da jeg lukkede døren til opgangen, brød jeg sammen. Det var det hårdeste.”
De seneste tal fra anklagemyndighederne viser, at der i 2021 blev foretaget ca. 3600 varetægtsfængslinger. Længden på varetægtsfængslinger i Danmark er forsat stigende, og flere og flere af de indsatte sidder inde i perioder af langvarig varetægt. Den gennemsnitlige varighed af en langvarig varetægtsfængsling i 2021 var på ca. 8 måneder.
Kilde: Anklagemyndigheden.dk Video: Mehmet Ali Avci
”Man siger typisk, at varetægtsfængsling, er den hårdeste straf vi har. Man sidder under nogen kummerlige forhold.” forklarer Lars Højsgaard Andersen, sociolog og Forskningsprofessor hos Rockwool fonden.
Han mener, at de danske tilstande er meget voldsomme, sammenlignet med de andre nordiske lande.
Det er hans opfattelse, at danskere plejer at se på de amerikanske fængselstilstande med foragt, men når det gælder vores varetægtsfængslinger, er Lars Højsgaard Andersens amerikanske kollegaer i chok.
”De kan slet ikke forstå, at man har valgt at lægge vægten mellem varetægt og afsoningen som man har.” fortæller han.
I et trængt rum med hvide vægge står et mørkt træbord og to stole. I det ene hjørne af besøgsrummet er der på væggen malet en tegning af ’Puff, den magiske drage’ fra børnesangen af samme navn.
Sangen, der handler om en dreng, der vokser op og med tiden mister interessen for dragen og fantasiens verden, spiller ind i historien om at savne dem, der en gang var.
For Esmir er savnet til broderen det sværeste. De plejede at være i kontakt med hinanden, hver eneste dag, men nu kan han kun snakke med ham en time om ugen.
Han frygter at hans bror ikke har det godt, og stemningen er altid presset, når han skal besøge ham. Bag dem sidder en politibetjent og overværer deres samtale. Sådan er det, når man er blevet pålagt brev- og besøgskontrol. Al kontakt til broderen overvåges. Men Esmir er glad for at snakke med sin bror. Selvom det kun er i en time, en gang om ugen.
”Varetægtsfængslingen er den hårdeste periode for de pårørende, fordi der er så meget uvished, om hvor ender det hele.” – Elisabeth Toft Rasmussen, Sekretariatsleder i foreningen ’Savn’.
At være pårørende til en, der sidder i varetægtsfængsling, er rigtig hårdt for familierne, mener Elisabeth Toft Rasmussen, Sekretariatsleder i foreningen ’Savn’, som er en ”pårørendeforening, der yder støtte til pårørende berørt af et familiemedlems eller en vens fængsling.”
”Hvis den indsatte har fået pålagt brev- og besøgskontrol, så kan den indsatte ikke ringe ud eller skrive frit og kan ikke få besøg, medmindre politiet er til stede.” Det går ud over familiedynamikken forklarer Elisabeth Toft Rasmussen.
”Det bliver svært for familien, fordi politiet lytter med, og der er en stor uvished om hvad man må eller ikke må tale om. Nogen steder forvalter de det også sådan, at der ikke må være nogen fysisk kontakt.”
Esmir oplever også brev- og besøgskontrol, som er stor udfordring i hverdagen. Manglen på kommunikation med sin bror skaber bekymringer.
”Det har været et fucking helvede. Jeg kan gå i flere dage uden at vide, om han har det godt, om der er sket ham noget eller om han i sidste ende er i live.”
Hvis Esmir vil sende et brev til sin bror, kan der gå op til en måned, før hans bror kan læse det. Først skal brevet læses af betjentene på politistationen, inden det bliver sendt til ham. Det giver for Esmir derfor ikke mening at sende breve. Derfor, er det de få besøgstider, der er vigtigst for Esmir.
Omkring halvdelen af familierne går i opløsning inden for tre år efter løsladelsen. Det gælder både for dem, der kendes skyldige, og dem, der efterfølgende går fri uden dom. Det viser et nyt studie, som ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed har lavet i samarbejde med Rutgers-Newark School of Criminal Justice.
Esmir og hans familie kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen. Mange familier oplever også en stigmatisering, når de har et familiemedlem, der sidder inde. Esmir er af bosnisk afstamning, og der spiller ære også en rolle. Hans mor var meget bekymret for, hvad de bosniske folk i Randers ville tænke om dem. Men han prøver at berolige hende og fortælle hende, at ”Det er lige meget hvad andre tænker, hvis der er noget de gerne vil sige, så må de jo sige det til vores ansigt”.
Det er ikke atypisk, at familier kan føle sig alene, når de har et familiemedlem, der sidder inde, mener Elisabeth Toft Rasmussen.
”Det som kan være svært for forældre, der har et barn der sidder inde, er, at de kan føle sig enormt alene, og har svært ved at trække på deres netværk, fordi de synes, det er skamfuld og flovt.”
I november fik Esmir og hans familie endelig en dato på, hvornår hans bror skulle for retten. Det var en stor lettelse for dem. Esmir beskriver uvisheden som det værste. Så det, at få en udløbsdato, har betydet rigtig meget for ham og hans familie. Esmirs bror skal for retten i marts 2024. Selvom der stadig er lang tid til, giver det håb for ham og familien. Esmir forklarer, at det også har været en stor lettelse for hans bror.
”Fuck om han skal sidde halvandet, eller to år i arresten, så længe han ved, at der er en udløbsdato”
Det sidste år har ændret Esmir. Han er blevet mere bevidst om sit ansvar i familien. Selvom det er en svær situation at stå i, har den også været med til at forme ham. Fra den ene dag til den anden ændrede hele hans liv sig. Inden hans brors anholdelse, var hans eneste bekymringer, hvad han skulle få weekenden til at gå med, og hvilke fester han skulle tage til. I dag er han blevet mere pligtopfyldende og løsningsorienteret.
Esmirs bror har også mærket den udvikling. En af de gange, hvor Esmir var inde og besøge sin bror, sagde broren noget, der chokerede ham.
”Han sagde til mig, at han faktisk var glad for, at det her var sket for mig. Jeg forstod ikke, hvad han mente” Forklarer Esmir.
”Du er blevet ansvarsbevidst. Du tænker ikke som en 21-årig tænker, du er groet med det, og det er jeg stolt af, havde han sagt til mig”
Esmir er blevet mere moden. Men det har ikke været let, og det er ikke slut endnu. Der er stadig nogle måneder til, at Esmirs bror skal for retten. Men de tager kampen op. En kamp som mange andre danske familier også kæmper med.
”Vi har fået et stærkere bånd til hinanden, mig og min familie. Vi bliver rystet sammen. Og man lærer, at man ikke skal tage tingene forgivet. Det har jeg også lært nu, jeg vil helst bruge så meget tid med familien som muligt.”